David Schnarch: ”The Crucible Approach”
Dr. David Schnarch, klinisk psykolog og sexterapeut, har forsket i den menneskelige evne til at transformere relationelle (og seksuelle) problematikker til selv-udforskning og personlig udvikling samt til psykologisk og spirituel vækst. Schnarch, (der trækker direkte fra Murray Bowen (1978), foreslår at selvberoligelse (self-soothing[i]) involverer at møde to kerneudfordringer af selvopfattelsen;
- På den ene side ikke at miste sig selv under pres og krav fra andre
- Samt på den anden side at udvikle en kapacitet til selvcentrering, der stabiliserer egne følelser, tanker og kropsreaktioner.
Dette, mener han, opnås ved at vende sig indad mod egne ressourcer for at genetablere balance og velbehag.
Differentiering er et kernepunkt i Schnarch´s teori, som har en ikke-patologiske tilgang: Differentiering er evne til at bevare kontakten til sig selv, når man er følelsesmæssigt og/eller fysisk tæt på andre – specielt når de får større og større betydning. Differentiering er evnen til at opretholde ”selvets solide kerne” uafhængigt af skiftende omstændigheder i relationerne.
Differentiering forudsætter udviklingen af ”De Fire balancepunkter” (The Four Points of Balance)
- Et solidt fleksibelt selv (Solid Flexible Self)
- Et stille sind og roligt hjerte (Quiet Mind-Calm Heart)
- Forankrede reaktioner (Grounded Responding)
- Meningsfuld udholdenhed (Meaningful Endurance)
”Differentiering er evnen til at afbalancere to grundlæggende drivkræfter; trangen til individualitet og trangen til samhørighed”.
Ved at styrke de 4 balancepunkter udvikles balancen mellem to af menneskehedens mest basale drivkræfter: behovet for
- følelsesmæssig tilknytning (samhørighed)
- samt behovet for selv-regulering (individualitet/autonomi).
Samhørighed får os til at følge andres tilskyndelser til at være en del af gruppen. Individualitet får os til at følge vores egne tilskyndelser, til at være os selv og til at skabe en unik identitet. Ved autonomi mener Schnarch dog ikke, at man kun gør, som man selv vil og er ligeglad med andre. Man har ikke nogen autonomi, hvis man ikke kan kontrollere sine frygtbaserede tanker, sine emotioner eller reagere velafbalanceret og gøre dét, der er nødvendigt gennem meningsfuld udholdelse, (de 4 balancepunkter).
Autonomi fremmer stabil tilknytning. Éns behov for andre og éns behov for at tilhøre sig selv kan synes som to modsatrettede længsler, – men tilknytning og autonomi er to sider af sammen sag og de har gensidigt brug for hinanden. De er, ifølge Schnarch, to former for én utrolig biologisk drivkraft til udvikling af et personligt selv. Når man styrker de 4 balancepunkter vil både behovet for tilknytning og autonomi vokse og styrkes, og herigennem udvikle evnen til differentiering. Differentiering er evnen til at bevare følelsen af sig selv, når man er følelsesmæssigt og/eller fysisk tæt på en anden – specielt efterhånden som den anden får større og større betydning. Differentiering giver mulighed for at holde sin egen kurs, når betydningsfulde andre presser på for enighed eller tilpasning.
Veldifferentierede mennesker kan være enige uden at føle, at de ”mister sig selv”, og kan være uenige uden at føle sig fremmedgjorte. Det er lettere at rumme uundgåelig spænding, afsavn og konflikter med vigtige andre, når man ikke ser dem som konflikter med den anden, men som to forskellige sider af én selv. Spændingen inden i én selv og mellem hinanden, driver én til at udvikle de 4 balancepunkter: et solidt fleksibelt selv, – et stille sind og roligt hjerte, – forankrede reaktioner og meningsfuld udholdenhed.
Dette opfatter Schnarch som modsætningen til sammensmeltning, som han ser som en slags kulturel plage, hvor kærlighed forveksles med fusion. Følelsesmæssig fusion er tilknytning uden individualitet; – en usynlig form for følelsesmæssig tilknytning, hvor adskillelse og uenighed opleves som skræmmende, idet ens stabilitet og identitet afhænger af den andens accept og tilstedevær.
At tage stødet
At holde fast i sig selv betyder også ”at tage stødet” og berolige sig selv, hvilket er en måde at gå fra udefra-bekræftet intimitet (afledt selvfølelse/lånt funktion) til selvbekræftet intimitet. ”At tage stødet” refererer til den subjektive oplevelse af at rejse tvivl omkring sin egen identitet, sit verdenssyn og sit forhold, hvilket kalder på evne til selvberoligelse. ”At tage stødet” udvikler evnen til at regulere éns egen ængstelse og at udholde smerten ved vækst (differentiering). Det vil sige at gå gennem to-valgs-dilemmaerne (alle relationers uundgåelige udfordring omkring valg mellem to ligeværdige behov) uden at bremse processen, fordi det gør ondt eller skaber nervøsitet. ”Lige som en østers´ reaktion på et sandkorn forvandler evne til at trøste og berolige sig selv relationers irritationsmomenter til nyttige og produktive perler i forholdet”.
Det er normalt ikke at være på bølgelængde
Forskningsmateriale om spædbørn (Schnarch 1997) kan forklare hvorfor relationer kan presses til bristepunktet og alligevel overleve. Forskningen viser, at spædbørn har en bemærkelsesværdig evne til at berolige sig selv[ii]. Spædbørn i 6-månedersalderen udviser evner til at berolige sig selv, når forbindelsen til omsorgspersonen ikke er der. Spædbarnet forsøger at genoprette kontakten, men bryder den så efter en tid igen, når de er overstimulerede gennem god kontakt i en vekslende reguleringsproces. Ifølge Schnarch har voksne tendensen til at udelade tilliden til menneskets grundlæggende evne til at berolige og stabilisere sig selv, hvilket hermed så kan præge tilgangen til voksenterapi af relationelle problematikker, hvor der drages en parallel til spæde børns trang til tilknytning. Forhold handler både om at berolige sig selv og hinanden. Overdreven vægt på tilknytning peger i retning af, at trøst og beroligelse kræver en betydningsfuld anden person. Resultatet er, ifølge Schnarch, et fordrejet billede af spædbarnestadiet, voksenstadiet og voksnes relationsevne. At reducere voksne til afhængige børn, der er afhængige af en afledt selvfølelse og bekræftelse fra andre, kan give næring til ”forladthedsfrygt” ifølge Schnarch. Terapeuter der lægger vægt på spejling, indføling og bekræftelse, kan utilsigtet stimulere angst for forladthed og ensomhed. Differentiering handler imidlertid om at finde balancen mellem de to grundlæggende drifter; trangen til tilknytning og trangen til selvstændighed og selvregulering – og lade den beroligelse og genopretning af relationer begynde med én selv. Det er normalt ikke at være på bølgelængde. At være ude af takt med vigtige andre og opretholde sig selv er lige så normalt som at være i harmoni. Begge dele er nødvendige for et sundt samspil.
At finde sig i relationers begrænsninger og at lære at berolige sig selv i den forbindelse skaber moden intimitet. Interessekonflikter – ”to-valgs dilemmaer” – er en uundgåelig del af alle vigtige relationer, som kan træne og øge differentiering og selvbestemmelse. At blive mere differentieret er en proces, der varer hele livet, og ikke noget man kommer igennem. Udfordringerne ved følelsesmæssigt forpligtende forhold er de samme livet igennem, selv om man bliver mere differentieret, men evnen til at håndtere udfordringerne bliver uendelig meget bedre (Schnarch, 1997).
[i] ”An individual´s efforts or capacity to calm oneself while in a state of emotional distress, and during subequent autonomic nervous system arousal. From this perspective, the capacity for self-soothing is believed to develop through the internalisation of soothing or comforthing experiences during early development.” (Joanne Wright, 2009)
[ii] Selvberoligelse: Mødre og spæde børn bevæger sig hele tiden ind og ud af samværet. ”Normale sunde spædbørn og mødre er på bølgelængde i en tredjedel af deres samspil; i en anden tredjedel er de ikke på bølgelængde, men de finder sammen igen; i den sidste tredjedel er sunde spædbørn og mødre ikke på bølgelængde og bliver ved med ikke at være det.” Ukuelighed er en del af menneskets natur. At regenerere sig selv er naturligt. Sunde spædbørn regulerer sig selv følelsesmæssigt og fysiologisk i de 60- 70 % af samspillet, hvor de ikke er på bølgelængde med deres mor. Behovet for at regulere sig selv er så stærkt, at spæde børn gør det på bekostning af forbindelse. Babyer ender med at bryde kontakten med moderen for at reorganisere sig, når samspillet ikke fungerer godt – også selv når det gør. (Schnarch, 1997)
Kilder:
Schnarch, David. (1997). Det passionerede ægteskab
Schnarch, David. (2009). Intimacy & Desire